onsdag den 13. august 2014

Lavaredo ultratrail

Her er min beskrivelse før, under og efter Lavaredo Ultratrail.

Hvorfor lige LUT ?  Ja, ideen kan jeg takke min ven Martin Melbye for. Han og hans famillie havde været i Italien sidste år, og da han kom hjem, slog han et link op på fb, og spurgte bredt, om ikke det kunne være interassant.
Og ja det kunne det i allerhøjeste grad, men mere blev der så ikke gjort ved det i den forbindelse, da året jo skulle bruges på, at forberede mig på Ultra Mont Blanc, troede jeg !!!!
Men da den 15. januar oprandt og utmb glippede, måtte der jo sættes nye mål, og så var valget jo ikke så svært. Så kaptajnen blev spurgt, om ikke det var en idé, at holde sommerferie i dolomitterne .... det var det.
Men det var nemmere sagt end gjort. Tilmelding på italiensk er ikke bare lige. Først skal man registreres på www.ultratrail.it, hvorefter man først kan tilmelde sig på deres hjemmeside. Til alt held gik deres server ned, så tilmeldingen foregik på smartphone på vej til Billund lufthavn ... og yes den gik igennem.


 
 
LUT er et bjergløb på 119 km med 5850 hm+, hvilket jo ikke er helt ude i hampen, men hvor man fra 88 km til 108 km konstant er mere end 2000m over havet.
Det foregår i de italienske Dolomitter med start og mål i Cortina d`Ampezzo, som ligger 1250m over havet.
Byen er mest kendt som et lukrativt skisportsted om vinteren, og er en oplevelse i sig selv, utrolig flot og med masser af liv og muligheder.


 
 
Mine forberedelser har været noget hæmmet af, at der kun har været 6 uger mellem Hammer Trail
og LUT. Jeg har brugt meget tid på lange og langsomme ture .
Med specielt focus på nedløb og mindst 2 x 2 timer om ugen med vandrestave i bakkerne, mest som restitution, tog jeg afsted med en rigtig god fornemmelse .
Denne gang havde jeg igen lavet en timeguide, hvor jeg på hver depot kunne se, hvor jeg ligger i forhold til tider og cutoff. Det har vist sig, at være et af de vigtigste værktøjer, som jeg har med på turene. Det giver mig en utrolig ro og fjerner enhver form for stress.



 
 
Vi havde valgt, at ankomme tirsdag så der var nogle dage til at blive aklimatiseret i. Der er 3 dage vist ikke for meget for sådan en nordbo.
Vi havde nogle gode dage med masser af ture oppe i højden,på trods af rigelige mængder af regn, men ingen problem med, at få tiden til at gå indtil fredag.
Expoen åbner torsdag, så der kan hentes startnummer, så det gjorde Henriksen da også, troede han... Næh du, der skulle kontrolleres rygsæk og obligatorisk udstyr - hmmmm. Ét døgn før race, ingen pardon, tilbage efter udstyret, som blev godkendt og startnummeret udleveret.
Iøvrigt eneste gang udstyret blev tjekket hos mig og sikkert alle andre (Tror ikke lige, at Anton havde jakke, langærmet trøje, knickers og 1 1/2 l væske i den lille rygsæk)
Nå pyt, vil man omgåes reglerne, er det vel op til ens egen samvittighed...


 
 
Jeg havde søgt i startlisten, og der var kun en enkelt dansker foruden mig. Maibritt Kristoffersen, men det viste sig, at hun var blevet skadet i sit ene knæ, så jeg var ene viking, til at forsvare de rød/hvide farver, hvilket der senere ville blive meget sjov ud af på turen.
Men øv så var der slet ingen at sparre med, så hvad f..... skulle man have med, og hvad og hvor meget tøj skulle man ha' på ???
Først torsdag aften kom meldingen om, at ruten var blev på fuld distance, hvilket kun har været tilfældet een gang før siden 2007, hvor det blev afholdt første gang. Hvilket siger noget om forholdene på sporet.
Det blev ikke til så meget deltagelse i det sociale omkring løbet, eftersom det meste foregik på italiensk, og fordi deres engelsk praktisk talt var ikke-eksisterende. Der var ellers foredrag med Simone Moro torsdag aften, og treking tur med ham fredag morgen, og ligeledes pastaparty fredag. Jeg sprang det altsammen over, og valgte at bruge tiden på at lade op.
Jeg valgte at gå sent i seng, i håb om at kunne sove længe fredag morgen og det lykkedes, hvis kl.8 er længe. Fik morgenmad, hvorefter det store puslespil med at pakke rygsæk og dropbag begyndte, hvilket jeg må sige lykkedes til næsten det perfekte.
Da jeg ikke havde den fjerneste fornemmelse af, hvad de ville byde på i depotet var min egen forplejning 1stk. high5gel og 1 sandwich i timen, og med kun en dropbag ved 48 km er det faktisk en del mad, at skulle transportere, men uden mad og drikke duer helten ikke ..
Så 10 gels og 10 sandwich samt det obligatoriske udstyr og derudover en regnjakke og 2 l væske, så var der også fyldt.
Som en sidste ting til dropbagen kom dette til at ligge i toppen, hvilket vil blive en fast ting i min dropbag for eftertiden :O)


 
 
Fredagen gik med at slappe af og få depoterne fyldt op. Forsøgte at få en lille lur et par gange, men det er jo ikke nemt lige på det tidspunkt. Spiste aftensmad kl.18, og så var der tid til at få påklædningen på plads.

 
 
Som der tidligere på dagen var blevet besluttet, blev påklædningen Salomon speedcross3 på fødderne, hvilket mange nok vil ryste en del på hovedet over, men vi har lavet en samarbejdsaftale helt uden sidestykke.
Vi har løbet 1000 vis af kilometer sammen, og de har endnu ikke tildelt mig den første blå negl, endsige vabel, og når der ikke er nogen væsentlig distance på grusvej eller astfalt, bliver de foretrukket. Som en indskydelse skal det siges, at dette par og jeg, ikke havde løbet een kilometer,
da jeg startede her fredag aften i Cortina. Et sats, men det rigtige valg, viste det sig ....
3/4 bukser, Salomon tubes, Odlo langærmet sleeves, tynd jakke, kasket og fingerløse vanter.
Lampen blev Mamoot, som er blevet omforandret, så batteriet kan ligge i rygsækken i stedet for, at sidde i nakken. Endelig blev rygsækken Ultimate Direction +12 l.


 
 

Så var jeg klar, men det var noget af en udfordring, at skulle starte kl. 23, så da klokken blev 21 trissede jeg ned til startområdet for lige, at få hele stemning med.
På vej derned tikkede der en sms ind fra min løbemakker Johnny Wulff med de sigende ord "Quit is not an option" god tur makker (så er man klar ).
Der var allerede en hel del mødt op, og der var en lystig snakken og sludren, men stadig mest på italiensk. Dog faldt jeg over en svensker, og det er da længe siden, at man har været glad for, at møde sådan en. Vi fik en sludder om, hvad vi forventede af det næste døgns strabadser, og hvor meget tøj der var nødvendig...
Han valgte klogeligt at smide jakken ... Det gjorde jeg IKKE.
Klokken 22 var der briefing, og kort efter kom Vibeke ned for at være der, når vi blev sendt afsted .
Nu var vi alle 800 mænd og kvinder samlet, hvilket fantastisk syn.
 
 
 
 
På slaget 23 blev løbet skudt igang under tonerne af "On the highway to hell", hvor var det fedt.
Havde valgt, at ligge mig i den bagerste halvdel af feltet, for ikke at få presset tempoet unødigt op, og det er jo sjovere, at overhale end at blive overhalet, og for lige at få fornemmelsen af deres form for bakker... Efter et par km på astfalt drejede vi til venstre og lige op i himlen. Fandt hurtigt mit tråd, og brugte mine stave helt fra start. 7 km og de første 700 hm+, de ved hvad bakker er for en størrelse .
Allerede nu havde jeg erkendt, at jeg havde for meget tøj på, så jakken røg i rygsækken, men det var ikke lige sagen med mere vægt der, da jeg allerede døjede med smerter i min venstre skulder fra trykket fra rygsækken. Jeg rettede flere gange på den, men lige lidt hjalp det, så jeg besluttede, at drikke det vand, som jeg havde i væskeblæren først, for at fjerne vægt, og måske kunne jeg droppe den helt.
Et lille, men stejlt nedløb og vi var fremme ved første depot 18 km 600 hm+.
Det skulle så vise sig, at alle mine bange anelser blev gjort til skamme... Der manglede bare INTET :o)  Hvis man har løbet et canonball marathon i Vensyssel, ved man, hvad der er i et depot. Det havde de altså lugtet i Italien.
Jeg havde rigeligt med vand, så væskeblæren blev droppet, og kun flaskerne fyldt med vand og cola.
De fint smurte sandwich røg i skraldespanden på nær to, for at fjerne al den vægt der var muligt, og det var det, der skulle til, for problemerne med skulderen forsvandt.
Den næste stigning var  800 hm+ ,og der var mørkt som en negers r.., så jeg lukkede ned og holdt fuld focus på sporet. Det var mest på gode stier og meget lidt single track. Jeg nåede toppen med masser af overskud, hvorefter der ventede os et meget teknisk og til tider stejlt nedløb. Jeg valgte, at holde mig til planen om, at der skulle løbes på alt, der gik nedad. Al min nedløbstræning må siges, at gi' pote. Det er sgu fedt, bare at brage forbi andre, der famler sig ned af stierne :o) Tak Jacob Vestergaard.
Landede i Federaveccia, hvor den første cutoff var 8t 35m. Jeg var der i 5t 24m, så tempoet var noget højere end planlagt, men tiden var helt klart hentet på nedløbet. Stadig godt kørende - fik spist godt i depotet (der var en fantastisk nutella tærte).
Men herfra startede løbet for alvor. Først en lille stigning på 500 hm+ til lago Misurina og så lige
750 hm+ op til Rifugo Auronzo.
Det var så der, de første tegninger af bjergene begyndte at vise sig i skumringen, og det blev lettere at orientere sig. Stigningen op til Misurina var mest single trail - virkelig fedt - men allerede her kunne man se, at dem der havde lagt for hårdt ud, begyndte at hænge. Et lille nedløb og turen omkring søen Misurina, hvor det første solstrejf tegnede sig. Og de mest flade meter på turen var overstået ..
 
 
 
 
Så startede det for alvor. Turen op til Rifugo Auronzo, hvor det bare blev stejlere, jo højere vi kom op. Indtil nu har det gået fint med at spise og drikke, men kan mærke, at min evige følgesvend kvalmen, er ved at indhente mig, så jeg forsøger at sænke tempoet lidt, og drikker oftere, og får spist de to sandwich, som jeg har med. På toppen følte jeg, at der var styr på det igen, men den trak virkelig søm ud, og da man længe kunne se husene på toppen, kunne man virkelig se højden, som man skulle forcere.
Landede der i 9t 01m - 40 min hurtigere end planlagt.
 
 
 
 
Oppe i fin stil og her ventede dropbaggen. Men først skulle den udleveres. Igen overrasker de italienere mig. Da jeg går ind på parkeringspladsen, står der en ung dame med en radio, hun  sender mit nummer op til bilen med dropbaggene, så da jeg kommer om til den, står de klar med posen - ingen ventetid overhovedet.
Så var der tid til, at kigge i dropbaggen, og her viste min før omtalte seddel sig, at være den ting, der gjorde udslaget..
Jeg åbnede posen, fiskede sedlen op, og gjorde det, der stod på den, og vupti 10 minutter senere afleverede jeg posen igen, og alle ting var kontrolleret og gjort (jeg er lidt stolt af mig selv, plejer altid at glemme det halve).
Så blev jeg vist ind i cafeteriet, hvor der ventede et depot lige som de andre steder, bare med en overbygning af tre forskellige varme retter. SÅDAN. Valgte et glas cola og en gang varm nuddelsuppe. Fyldte flaskerne og så videre igen. På vejen ud sendte jeg en sms til fruen - troede jeg .... men svaret kom fra Martin Melbye... Godt der ikke blev skrevet skat i den :o)  Jeg fik skrevet lidt frem og tilbage med ham. Han giver sgu masser af god energi, det dejlige menneske.

 
 
 
Så var der styr på kvalme og stadig gode ben og næsten rent nedløb, så bare fuld gas. Undervejs kom vi igennem et sted med to meter sne på begge sider af vejen, utroligt sidst i juni.
Fulgtes med en gut fra Gran Canaria, der kunne løbe nedad. Virkelig fed tur, hvor det blev til leg et kort sekund.
Nedløbet blev afløst af det kedeligste på hele turen, en grusvej, der steg let over 7 km. Jeg holdt mig stadig til planen om at gå, så snart jeg følte, at jeg blev presset Det var heller ikke sjovt, at se mange af dem, som jeg havde overhalet på nedløbet komme smågrinene forbi mig på det stykke :o(
Men vi mødtes igen...
Landede i Cimabanche i 11.52 og var nu 1t 38m hurtigere end planlagt.
Kort depot - bare vand og cola på flaskerne, et stykke kage og så videre mod Rifugio Malga ra Stua.
Bare 500m op og 500m ned, men det er helt sikkert den flotteste løbetur i mit liv, hvor det ene fantastiske motiv afløste det andet. Over broer, hvor vandfaldet var flere hundrede meter under een, og kikkede man op, var der klippevægge helt til himlen. Waau siger jeg bare, men meget teknisk, og det skulle det vise sig, at blive på resten af turen.
Vi havde flere passager over sne, også hvor man kunne høre vandet fosse nedenunder - cool.
Igen kun et kort rast i Rifugio Malga ra Stua.

 
 
 
Havde stadig overskud, men havde problemer med at spise det, som jeg gerne ville. Levede af gels og varm nuddelsuppe. Ikke sund kost, men under filosofien: Lidt er bedre end ingenting.
Så ventede det jeg havde frygtet mest på turen, stigningen op til Rifugia col Gallina  og de 20 km, hvor vi konstant var over 2000 m højde.
Så jeg droppede alt det fra rygsækken, der var muligt, lukkede øjnene og sprang ud i det. Det blev lige så modbydeligt, som jeg havde frygtet. Opstigningen var virkelig teknisk, hvor en del foregik i en flodseng, hvor vi pludselig stod, hvor der ikke var andre muligheder end vandgang... dog kun til knæene. Meeeen våde sko, nej der var jo stadig 30 km hjem, så af med skoene .. Det var koldt det vand, skal jeg lige hilse og sige. På med skoene igen og videre, men der viste fejlen sig. Tre gange måtte skoene af, for at få småsten ud af strømperne. Så da vi stod der igen 500 meter senere, var der ingen tvivl, det bedste var våde sko, og det var også godt nok, for der kom vandgang to gange mere, men så var tæerne da også kølet af.
Den virkede som uendelig, men jeg holdt stadig kæden stram. Var godt træt, da jeg endelig nåede liftstationerne på toppen af Col del Bos, hvorefter der kun var nedløb til Rifugia col Gallina.
Det var et stykke, hvor der virkelig blev kæmpet, men på den gode måde. Jeg forsøgte, at holde pulsen nede og stadig holde flow, og det lykkedes.
Landede i tiden 17.39 og stadig 1t 20m foran, så ikke værst.
Her var der stillet telt op med varmekanon, der buldrede. Det kunne ses på antallet, der havde smidt håndklædet i ringen... der var mange.
Så dejligt med endnu en gang nuddelsuppe og cola, men nu var kvalmen for alvor vendt tilbage. Denne gang slap den mig ikke igen. Fik skoene af og skyllet tæerne af for de sidste småsten. Herefter ud på, hvad der skulle vise sig, at blive den hårdeste tur i mit løberliv.
Turen op til Averau, der er det højeste punkt på turen 2480 moh, var så hård og særdeles teknisk. Slog følge med en italiener, vi skiftedes til at trække. Vi fattede ikke en meter af, hvad hinanden sagde, men hvad betyder det, når resultatet er der. På toppen i fin stil, men nu begynder kvalmen, at sætte en dæmper på mit nedløb. Benene er fine, men jeg er nødt til at afbryde med jævne mellemrum, for at få maven til at falde til ro. Kosten herfra var cola og vand.
Lander i Passo Giau 19t 39m, stadig 2t 20m foran.

 
 
 
En flaske cola og en vand, og så afsted igen. To små stigninger tilbage tænkte jeg !!!!!
Tak for kaffe, siger jeg bare. Der måtte ha' været mange der, før mig ... For luften var sgu tynd for den gamle.
Folk lå og sov og hvilede flere steder, hvor det var muligt. Halvvejs oppe lå en pige og sov. Rørte lige ved hende, for at konstatere, at hun var ok. Hun sagde, at hun havde sådan en lyst til en lur, men efter en lille snak kunne hun godt se, at det nok ikke var så klogt. Det flyttede mit focus fra at lide, til at sætte tempoet ned, og få hende hjulpet med hele vejen op, hvor der stod samaritter og tog imod os. Hun valgte lige at tage et hvil, jeg fortsatte. Jeg så hende ikke igen, før vi stod i lufthavnen i Venedig på vej hjem mod Danmark. I lufthavnen kom der et par gående med Finisher trøjer på, så jeg måtte jo lige høre, om de havde haft et godt løb. Det havde de. Hun havde dog haft en krise oppe på det sidste bjerg, men der var en nice gentleman, der havde hjulpet hende op til toppen ;o) Verden er lille.
For lige at vende tilbage til samaritterne, så nåede de lige, at fortælle mig, at fra nu af gik det kun nedad....
 
 
 
DET gjorde det så bare ikke, der var lige en lille stigning mere. Der var ikke mere tilbage i mig, men hvis jeg lod være med at bruge stavene, kunne jeg holde mig i gang hele tiden. Brugte jeg dem, måtte jeg holde pause med jævne mellemrum.Men nåede endelig toppen og så var det bare nedad til Croda de Lago, får fyldt flaskerne og tømmer lommerne for alt overflødigt.

 


Ringer til Vibeke, at nu kan hun godt sætte kaffe over, for nu kommer far hjem.
Jeg havde stadig gode ben, der var kun kvalmen, der satte grænsen. Har man aldrig prøvet nedløb før, så kommer man til det her, den falder 1000m- på 8 km, hvoraf det meste er igennem skov, hvor der virkeligt var glat og fedtet efter al den regn, der er faldet op til løbet. Nogle steder kravler man ned af næsten lodrette formationer. Kommer ned, hvor det flader ud, og ser nogle løbere et stykke foran, der har tændt deres pandelamper. De bliver mit sidste mål i det her løb. Henter dem 2 km før mål, og så er der astfalt resten af vejen. Turen gennem byen, hvor folk kommer ud af cafeer og restauranter, for at juble og klappe, det var så stort at jeg fornemmede en lille smule fugt i den ene øjenkrog.
Kl 21.53.13 i tiden 22.53.13 ramte jeg målet. Over 1 time før mit drømmemål :o)
Det var den fedeste, flotteste og hårdeste løbeoplevelse til dato.
Tak LAVAREDO
 
 
 
PS.Det her var min oplevelse af turen rundt i Dolomitterne hvor blev det flot og hvor var det hårdt .
Meeen hvor var medaljen......
Det har tiden efter også været nu hvor årets 2 store mål er nået hammertrail 100 miles og LUT.
Først nu hvor Ultravasen nærmer sig kan jeg mærke gejsten komme igen men sådan skal det vel være:o)
Ses derude på sporet
Løbehilsener HH